Guide til vedligeholdelse og pleje af læder – en hjælp til at passe rigtigt på dit udstyr
Når du bruger rideudstyr lavet af læder til din hest, om det er næsebånd, pandebånd, trenser, mv., så er det rigtig vigtigt at du vedligeholder det korrekt. Dette er både for holdbarheden og udseendet af udstyrets skyld, men også for din hests skyld, da ukorrekt eller manglende vedligehold af udstyret kan være med til at udstyret giver din hest gener. Udstyret bliver også mere behageligt at bruge for dig som rytter, da ukorrekt vedligeholdt læder tørrer ind, og dermed kan knække lettere.
Her finder du en kort vejledning til hvordan du kan vedligeholde dit udstyr lavet af læder.
Start med at vaske dit udstyr med en let fugtet klud eller svamp med lædersæbe. Det er vigtigt at lædersæben skummer, da skummet er med til at rense udstyret. Sørg for at vaske grundigt ved spænderne, da skidt og snavs kan gemme sig der og være med til at læderet kan gå i stykker. Efter vask skal du tørre dit udstyr grundigt med en tør klud, og du bør lade læderet tørre til dagen efter, så du ikke risikerer at evt. fugt bliver lukket inde under lederfedtet/olien.
Dernæst er det vigtigt at få tilført fedt til læderet, så det holder i længere tid. Et godt råd er at bruge læderfedt/olie oftere end du vasker dit udstyr, da læderet har godt af at få tilført fedtstof, så det ikke tørrer ud og sprækker. Hvis du bruger læderolie, påføres dette med en pensel eller en klud, og det er vigtigt at du får olie ind i alle sprækker på udstyret. Bruger du derimod læderfedt skal det gnides ind med hænderne, da det er varmen fra dine hænder og indgnidningen, der får fedtet til at trænge ind i læderet. For at undgå at der kommer en grå/hvid hinde på læderet ved brug af læderfedt, er det vigtigt at du er omhyggelig med at få det gnedet godt ind. Efter du har brugt enten læderfedt eller læderolie, skal du sørge for at få tørret udstyret af med en klud, så du ikke risikerer, at der dannes en grobund for mug eller skimmel.
Alt efter hvilke spænder du har på dit udstyr, skal de vedligeholdes på forskellige måder.
Hvis der er sten på dit udstyr, så som på pandebånd og næsebånd, så er det vigtigt at du også sørger for at vedligeholde den del af dit udstyr. Dette gør du ved at komme et lag klar neglelak på stenene efter at du har behandlet det med læderfedt/balsam. Den klare neglelak er med til at sikre at stenene holder længere på udstyret, og er med til at beskytte dem mod slid.
Opbevaring
En vigtig del af at pleje og vedligehold af læderudstyr, er også hvordan du opbevarer dette.
Udstyr lavet af læder opbevares bedst i et rum med en temperatur på ca. 15 grader og hvor der er en god udluftning. Et for varmt rum kan gøre at læderet tørrer ud, mens et for fugtigt rum vil gøre at der ofte kommer mug eller skimmel på dit udstyr.
Det er også vigtigt at lade vådt lædere tørre langsomt, da en for hurtig tørring kan gøre at læderet kan revne/sprække og derved gå i stykker. Du må derfor aldrig tørre dit læserudstyr på en radiator, et gulv med gulvvarme eller lignende steder.